”Når man er overladt til et udyr, er man nødt til at følge udyrets instrukser.”
Sådan forsøger vidnet Mr. Kakanyero i retssalen at forsvare og værne om sin ven, den tiltalte Dominic Ongwen, som er omdrejningspunkt for Emil Langballe og Lukasz Konopas skræmmende ægte dokumentarfilm, Theatre of Violence, der er udtaget til hovedkonkurrencen på årets CPH:DOX.
Citatet er interessant, da det synes at rumme den vanskelige dikotomi, der konstant gennemborer både filmen og den retssag, som altså blev afsluttet så sent som i december 2022.
For Dominic Ongwen er tiltalt for at have begået forbrydelser, der langt overgår, hvad man kan forestille sig af grufuldheder. Tortur, voldtægt, slaveri – og naturligvis mord. I massevis. Som undersåt til den berygtede Joseph Kony har Ongwen gjort ting, som aldrig bør kunne forsvares.
Eller hvad?
For måske er det ikke så simpelt. Theatre of Violence stiller spørgsmålet, men giver ikke et endegyldigt svar.
Forsvaret for tiltalte Ongwen hævder nemlig, at man er nødt til at medregne den psykiske og fysiske aflast, manden har lidt i sine tidlige år. Som lille dreng bliver Dominic kidnappet af Konys tropper, Lord’s Resistance Army, i det nordlige Uganda, og han føres til bushen – væk fra sin familie og væk fra civilisation og sikkerhed. Hvad gør den slags ikke ved et lille menneske?
”It can’t possibly excuse him,” siger lederen af anklagemyndigheden, Ben Gumpert, på et tidspunkt til domstolen. Han er skarp, og det er svært at være lodret uenig med hans argumentation.
Instruktørmakkerparret, Langballe og Konopa, er tydeligvis vældigt investerede i dette umulige dilemma, og mange spændende optagelser fra retssalen i Haag tydeliggør, at dommerne også finder det svært at fastslå en passende straf. Det bliver dog også i disse sekvenser en anelse repetitivt, da så godt som halvdelen af filmen foregår i retssalen uden meget filmisk flair. Sagen i sig selv er nok til, at det er interessant, men det kan næppe kaldes stor filmkunst.
Det er dog alligevel et imponerende mængde af videomateriale, som fremlægges. Herunder især optagelserne i marken i Uganda, hvor holdet med hjælp fra forsvarsadvokaten Krispus Ayena opstøver et hav af ansigter, som hver har forbindelse til sagen – fra Ongwens venner i LRA til en af Konys hundredevis af koner, som forsøger at forklare sin datter, at hendes far måske ikke er den helt, som hun forestillede sig. Det er hjerteskærende og skræmmende på en og samme tid.
Det er netop her, at Theatre of Violence er bedst; som et journalistisk og dybdeborende værk, der forsøger langt mere end blot at kortlægge Ongwens specifikke sag. For problemerne har så dybe rødder i Uganda, at de går helt tilbage til kolonitiden, hvor kolonimagter over hele Afrika opdelte kontinentet uden den mindste hensyntagen til lokale stammeforhold. Allerede her gik det galt, og konflikterne er fortsat i nyere tid med præsident Museveni ved magten siden midten af 80’erne – et styre, som ifølge en af filmens personer er et ”military government, who believe in violence.”
Det er selvsamme pointe, som filmen fremmaner. For kan man nogensinde tale om retfærdighed, når ICC dømmer Ongwen men lukker øjnene for regeringstropperne, som har dræbt mindst lige så mange civile og udført lige så ondsindede overgreb på uskyldige? Konflikterne i Uganda synes så systemiske og strukturelle, at det gør ondt helt ind i sjælen.
Theatre of Violence kaster lys over ikke bare en, men flere problematikker, der for menig mand virker vanskelige at forholde sig til; alligevel er vi nødt til det. For det foregår lige nu, og det er et efterspil til kolonimagternes tid i Afrika.
Kommentarer